Naturjournal

I går morges var jeg taget i Albertmarken på premieredagen for bukkejagten.
Der er vinterraps både vest, syd og nord for marken og Albertmarken har vårbyg i år, så mergelgraven og den gamle bane burde være ideel for en buk.
Vinden var vestlig, hvilket er langt fra ideelt med hensyn til at komme på plads, men tilgæld en fin vindretning i forhold til en buk, som kommer fra vinterrapsen.

Jeg havde -ud over en ræv, som søgte rundt i vårbyggen lige efter solopgang- kun set en enkelt pæn spidsbuk og en gammelrå de første tre kvarter.
Omkring kl. 6 fik jeg øje på et haltende dyr, som kom fra nabomarkerne mod sydøst. I starten var jeg sikker på, at det var en rå; men da det kom nærmere og søgte ned mod den mergelgrav, som jeg sad i skjul ved, kunne jeg se, at det var en ganske lille spidsbuk, som var halt på det højre bagløb(bagben).
Han styrede lige imod mig og væk skulle han med det dårlige bentøj, så der var ikke andet at gøre end at skyde ham lige i "V-udskæringen", selvom dette skud indebærer stor risiko for anskydning.
Det blev nu ikke til nogen anskydning.
Kuglen sad hvor den skulle og der blev ikke vippet med et øre. Når sådan en frontkugle sidder hvor den skal og ekspanderer korrekt, er den øjeblikkeligt dræbende og energien i kuglen sender dyret ½ meter baglæns.

Bukken havde et åbent benbrud ti cm. over klovene og ville næppe havde overlevet mange dage, da benstumpen var frilagt og naturligvis helt smurt ind i jord.

Der var tidligere på morgenen faldet 3 skud langt borte i den retning, hvorfra bukken kom, så jeg tænkte, at der var tale en anskydning; men senere viste det sig, at alle 3 skud havde givet hver en buk.
Det må således var en buk, som er blevet påkørt eller en anskydning så langt borte, at skuddet ikke kunne høres af mig. 
Men det er egentlig også ligegyldigt med årsagen. Blot godt at den tilfældigvis søgte mod "min" mergelgrav.
Jeg sad endnu en times tid, men der kom ikke andre dyr til syne. Jeg kunne traske hjem med den trofæmæssigt mindste 16.maj-buk nogensinde, men med en vis tilfredshed over at have aflivet dyret.
Så må den store buk vente til en anden dag.

Netop afsluttede regnperiode gav 20 mm. regn. God regn. Grøderegn.
Bagsiden af medaljen er, at det ikke været sprøjtevejr i dagevis, og det er faktisk tiden at sprøjte vinterrapsen mod knoldbægersvamp, som trives og sender sporer ud i fugtigt vejr.
Samtidig trænger vårbyggen gevaldig til at blive sprøjtet mod ukrudt, og det mest frustrerende ved vårbyggen er, at jeg faktisk havde en vindstille nat til sprøjtningen for en god uges tid siden; men lod være med at køre for at liige at få burresnerrene med i købet.

Burresnerres "fidus" er at fremspire sent, hurtigt at vokse over afgrøden og derefter som en slyngplante at brede sig som et tæppe over afgrøden. 
Vi  oplever tit at måtte ud en ekstra gang med sprøjten alene for den ene ukrudtsart. Dette ville jeg undgå i år, og nu betales prisen, for næste sprøjtedag er efter vejrudsigten 3-4 dage fremme, og så er ukrudtet uhyggeligt stort i vårbyggen. Gys!

Så er der anderledes gang i hobbyhønseholdet. Bagerens rugemaskine har lige ruget et spændende hold kyllinger ud til mig. De fleste er en lidt usædvanlig krydsning af islandske landnamshøns og brun ægland.

Der er ikke meget om landnamshøns på nettet, men her er link med et par fotos:
http://www.familien-harkjaer.dk/11111/Islandske%20landnams%20h%C3%B8ns
Det må siges at være et møde mellem gammelt og nyt; men denne krydsning giver gode æglæggere og nydelige høns i forening. Naboen har denne krydsning, og det er pæne dyr, hvor det lille top fra de islandske har overlevet krydsningen.
Lidt ærgeligt, at hanen lukker øjet, medens han galer:

Vi fik 11 mm. regn i går. Vårhveden og majsen blev færdiggødet og 6000 nye juletræer blev plantet.
Det er rigtigt grødevejr, og afgrøderne står generelt godt.
Hveden i Vindmøllemarken var tynd efter vinteren; men kommer sig godt. De øvrige hvedemarker står kraftigt og rapsen er på toppen af blomstringen.

Majsen blev sået i forgårs i et lidt for knoldet såbed, så den får rigtig gavn af regnen.
I fjor blev majsen solgt til et tysk biogasanlæg. Det bliver spændende, hvor det havner i år.
Jeg funderer over, om vi er i en tid, hvor dansk landbrug er ved at konvertere fra animalsk produktion til energiproduktion. Vi brødføder ca. 15 mill. mennesker i øjeblikket; men samtidig forbruger vi en stor mængde af vores børnebørns olie og gas uden at modregne det i nationalregnskabet.

Som planteproducent ruller vi i princippet et grønt tæppe af solceller ud hvert forår, og samler de fyldte batterier ind hver høst.
Så kan vi tømme batterierne ved at lade hesten som æder kornet trække os, eller producere biodiesel og hælde den på bussen.

Vi har tilsyneladende endnu ikke viden og vilje nok til at finde andre alternative energikilder, som reelt er produktionsstabile og store nok til at dække vore behov og derved reducere behovet for fossile brændstoffer i væsentlig grad.

Det kræver rundt regnet 2,5 kg. korn/proteinafgrøde at producere 1 kg. svinekød og energimæssigt svarer 2,2 kg korn til 1 liter dieselolie, så med de nuværende svinepris på 11,- pr. kg.  er vi tæt på balancepunktet.

Gården Damhave bærer sit navn med rette, og her i æbletræernes begyndende blomstring er udsigten fra havedøren ikke værst.

Det var egentlig blot meningen, at jeg skulle komme forbi for at drøfte skovningen af nogle graner; men det blev til en forårsaften ageren rundt.

Slåenhegnet er i fuld blomst og kvitterer mangefold for det ekstraarbejde et sådant hegn forvolder i løbet af året:

På vej ned til de 35-årige rødgraner vi er i gang med at fælde står et par herlige hovedpile, som vi har stynet her i foråret. Det er vigtigt, at pile bliver stynet jævnligt, hvis de skal holde. De gamle halvrådne stammer er smukke og spøgelsesagtige, men holder ikke til at bære en stor krone.
I gamle dage blev hegnene stynet hvert 6. år, og det ville nok stadig være optimalt; men der går let både 10 og 15 år mellem styningerne i vore dage.
Energipriserne er for lave. Var der koldt i stuen, skulle man nok komme afsted for at skaffe brænde.

Men disse to skal nok klare en tur mere, så der i mange år endnu stadig er direkte adgang ned til heksen fra "Fyrtøjet", hvis en gæv soldat skulle komme marcherende forbi:

(Og så fandt jeg ud af, hvor jeg havde glemt stigen!)

Hvis alt går efter planen, bliver det sidste af majsstykkerne pløjet i dag.

Det er egentlig temmelig sent; men for majs er jordtemperaturen mere afgørende end datoen, og de to majsstykker har op til i dag haft hver sin forårsopgave.
Det ene stykke skulle bruges til at nedpløje redekassehalm fra naboens minkfarm, og det andet stykke har tjent som vinterfold for køerne.

Mink er meget renlige dyr, og kunne ikke finde på at møge sig i deres rede, så det er ren halm uden nogen form for gødning. Alligevel siger loven, at halmen skal opfattes som gødning, og derfor enten opbevares i møddingsstak eller spredes og nedpløjes med det samme.
Da sådan noget findelt halm ville flyve over det hele ved den mindste vind, er der reelt kun at sprede det og nedpløje, så det er blev gjort i går.

I dag flytter køerne så i engen, og giver derved plads for ploven. Majssåning er en maskinstationsopgave, og er bestilt til mandag.

Derefter er der reelt kun ½ hektar på den anden side bækken, som ikke er sået. Her er det stoppede dræn, der bremser os, og måske bliver stykket liggende brak i år, så vi har den fornødne tid til at få lavet en ordentlig reparation.

-Og så glemte jeg at skrive, at jeg i år så den første svale d. 30. april.
Det pudsige var, at det var en bysvale. Dagen efter så jeg en del landsvaler, så fordelingen er ved det gamle; men aldrig tidligere har jeg set bysvalen først.
Tilfældighed?

Landbrugsmæssigt arter foråret sig indtil videre rigtig pænt i år. Såvel vårsæd som vintersæd står optimalt, der er kommet pænt med nedbør og nu får vi nogle varme dage til at sætte skub i det hele.

Bøgen er tæt på fuldt udspring så datomæssigt er vi lidt til den tidlige side, selv om en kølig april satte en bremse på udviklingen efter den ret lune marts.

Det er yngletid, og blandt solsorte er der næsten tradition for utraditionelle redeplaceringer.
I år har en solsort valgt at bygge rede i bagenden af den gamle kornvogn. Det bliver ikke muligt at lade vognen holde på stedet i flere uger i træk, så reden går efter al sandsynlighed en grufuld skæbne i møde.
Af princip fotograferer jeg ikke reder tæt på, idet forstyrrelser af enhver art er et onde i ynglesæsonen; men her gjorde jeg en undtagelse, idet jeg anser reden for tabt under alle omstændigheder.

Det har været den smukkeste forårsmorgen efter et par millimeter natteregn.
Sådan en morgen ville det have været dejligt med en hørelse, som gav mulighed for at høre fuglesang; men det må jeg lade andre om. Synsindtrykkene er også mættende i sig selv.

Nede i engen gik den grønne kok omkring allerede et stykke tid før solopgang. Jeg fik et billede af ham; men det er ikke nær dækkende for det farvespil, som solen kan give i hans glinsende fjerdragt.

Solen står nu op så langt mod nordøst, at den bag gården er ved at være fri af nabobygninger

og nede i Statsengen emmer fugten. Det er snart tiden at få kreaturer derned, hvis de ellers kan bunde.

Desværre er vandstanden i bækken så høj, at lysesivene er ved at have udkonkureret al anden vegetation.
Det er en af følgevirkningerne af den misforståede laden stå til i forhold til oprensning af vandløb: Engene forsvinder.

På vejen hjem traf jeg på denne gamle mælkespand (på korrekt dansk er det vist en mælkejunge; men i min tid er de altid blevet kaldt spande)

Som det fremgår er det mejerinummer 25's spand. Og da spanden blev "indviet" var det R. Pedersens enke, som stod for driften.
Denne enke må være Anton Slagters mor, så spanden må have tæt på 100 år på bagen.
Det lille øje ved kanten er atypisk. Jeg har faktisk aldrig truffet dette øje på andre spande. Til en form for lås eller lignende?
Den må have været strækt generende, når spanden skulle vaskes. Der var sådan et taw med at holde spanden på skrå medens man vaskede rundt indvendigt, og så lige en gang rundt i kanten for oven til sidst.

Også sært dette med at være nogens enke.
Umiddelbart virker de i dag lidt nedværdigende; men mit indtryk er, at det dengang nærmere virkede sikrende.
Min oldemor var enke her på gården fra 1902 til 1933, og alt hvad vi har gemt af breve og bilag er tilstilet Jørgen Andersens enke og ikke Maren Andersen.
Snød man som handelsmand en enke, var det bestemt ikke godt for vedkommendes ry. Det var under værdighed. Lidt som at slå på én med briller.
Enken fik måske ikke toppris; men helt underud gik buddet ikke.

Jeg fandt lige vores gårds slagteribog fra 1926 frem. Dette år havde man end ikke overstreget det fortrykte "Hr." Jørgen er blevet til "J" og Enke er forkortet til "E", men min oldemors fornavn er ikke skrevet noget sted:

Her er decemberleveringen, hvor årets sum også er opført:

Som det ses er der leveret 58 slagtegrise det år. Det har været små englandsgrise med en slagtevægt på gennemsnitligt 65 kg. I dag leveres grise ved ca. 80 kg. slagtet vægt.
Prisen har været 1,78 kr. pr. kg. plus efterbetaling på 4 øre pr. kilo.
Det var mange penge. I dag er svinenoteringen 5-6 gange så høj; men  målt på lønninger, burde prisen være mange gange højere.
Det er så også derfor, at selv en ugeproduktion på 58 slagtesvin i dag er for småt til at kunne løbe rundt.

Omme ved den gamle møddingsplads bag kostalden, hvor ting som synes uundværlige har det med at stå i lidt for mange år inden de bliver smidt ud, står et gammelt granittrug.

Det skulle egentlig have en mere hæderkronet plads, da det er et stykke stenhuggerhåndværk af høj kvalitet; men indtil videre står det, som de bedste værker på vore museer ofte gør det, på magasin.
Faktisk er granittruget med stor sandsynlighed udhugget af min mormors fætters halvbror, som havde stenhugning som erhverv.
Forvirret? læs evt. her:
http://farmer.smartlog.dk/friserdrengen--post118439

Menneskelige småligheder som dette at have en fint postnummer tager bierne sig imidlertid ikke af. De har kastet sig over denne vandlige opløsning af efterårsblade med den ydmyge baggårdsadresse.
De kommer dagen lang i dusinvis og suger væde til sig, selv om der er rent vand i en spand få meter fra bistaderne.

Bismag?

Midt i sidste uge var der udsigt til regn fra mandag aften, og efter lang telefonsnak med maskinstationen lykkedes det at få dem til lægge det sidste gylle ud i hveden fra tidlig mandag morgen.

Søndag aften var det svundet af regnen til mandag nat; men stadig acceptable mængder til at skylle gyllen ned, så i går blev der kørt gylle fra tidlig morgen, og det eneste der skete vejrmæssigt var, at vinden tiltog.
Så nu er landsbyen totalt gyllestinkende og udnyttelsen af gyllen tilsvarende ringe.
Der ville virkelig være millioner at hente i mere præcise vejrudsigter og opstart af biogasanlæg, så gyllen ville blive mindre lugtende samtidig med en betydelig energiudvikling!

Det er ellers smukke morgener i denne tid. Jeg var i går morges en tur rundt kort efter solopgang, og alting grønnes hastigt.
Gæssene gik ved bækken og ledte efter spildt sædekorn; men de er vagtsomme fugle, og finder sig ikke i besøg; men jeg nåede lige et foto inden de fløj op på bakken:

Det er sjældent, at vårbyggen er så langt fremme på denne dato.

Harerne har gang i den. Vi skal tilbage til starten af 1980'erne for at finde en større forårsbestand. Efterårsbestanden er naturligvis ikke så stor som dengang.
I dag skal harernes reproduktionsevne sikre føden til et meget stort antal rovfugle.
Jeg har endnu kun bemærket, hvor musvågen og ravnen har rede; men i fjor havde vi også rørhøg rugende i nabolaget, så mon ikke de også er at finde et sted.
Det er bare med at få det kåde løb over bakken til at føre frem en store kuld unger, for der er nok, som venter på føden.
Harer på nyfremspiret korn. Så er det forår i Danmark:

Optimale vejrforhold for udbringning af husdyrgødning. Dagen i går startede med tæt tåge og sluttede i regn.
Vi fik udnyttet det meste af dagen til at få udbragt minkgylle til hveden i Vindmøllemarken og lige op til kl. 15, hvor regnen kom, blev kyllingemøget spredt på hveden i Kroghen.

Det kan synes mærkeligt, men der opnås en rigtig god udnyttelse af kvælstoffet i kyllingemøg ved at sprede det oven på hveden lige før regn.
Den eneste usikkerhed er, om vejrudsigten holder. Udebliver regnen, er det så som så med udnyttelsen, og det er et stort problem i disse kvotetider.
Men i går og efterfølgende her i forgangne nat har vi, som lovet, fået godt med regn, så det bliver en optimal udnyttelse af al den tilførte husdyrgødning.

Ænderne fra gadekæret udnyttede også regnen; men for dem var målet nogle af havens smådyr, som regnen lokker frem.
Vores have blev minutiøst gennemgået for alt spiseligt medens regnen stille gav orme og snegle lyst til at titte frem.

Her får Julias blomster et ordentlig hovedeftersyn medens regnen perler på de velsmurte andefjer:

Andrikken til venstre i billedet har ikke proteinbehov til æglægningen, så han holder stolt vagt over sit lille harem:

Det er efterhånden en del år siden, at vi sidst havde danske landhøns, så da den sølvhalsede igen blev liggegal (det hedder vist skruk på rigsdansk), fik jeg Hans til at lægge æg til side til mig.
Hans har de smukkeste fritgående landhøns, og fritgående høns giver som regel en god befrugtningsprocent.

Heldet svigtede heller ikke denne gang, for ud af 12 æg er der klækket 10 kyllinger. Et æg var ubefrugtet og et andet sad der en død kylling i, så det var et ganske flot resultat.

Nu sidder hun og holder et vagtsomt øje med alt og alle i sin kasse i fyrerummet medens kyllingerne er ved at gøre klar til at udforske den store verden.
Når hønen ruger i en papkasse er det ret enkelt at skære den ene side ned. Derved er det op til hønen, hvornår kylligerne er klar til at forlade reden. Det ved hun bedst, for vi mennesker er tilbøjelige til at tage kyllinger og høne for tidligt ud til foder og vand.
Kyllingerne klarer sig fint det første døgn med hønens varme alene. De har madpakken med fra blommen, og nøjes med at titte nysgerrigt frem og hakke lidt i underlaget.

Påsken plejer altid at stå i markarbejdets tegn; men i år blev det anderledes.
Bortset fra et enkelt et enkelt læs kunstgødning i lørdags, har markarbejdet ligget stille. De førstsåede vårbygmarker skinner grønt og de sidste hjørner og kroge blev sået 2. april.
Dog: I lørdags opdagede Yngste og jeg, at jeg havde glemt et lille forland ved en mergelgrav. Det drejer sig om max. 300 kvadratmeter, så vi lader det nok stå til skræk og advarsel. Heldigvis såede jeg selv den mark, så jeg har kun én at bebrejde fejlen.

Lige før påske nåede vi rundt med kontrol af indhegningerne i juletræerne. Et af stykkerne havde stået med lågerne åbne, og den chance havde dådyrene udnyttet.

Det var heldigvis kun gået ud over 6 træer; men det var til gengæld også gennemført arbejde!

Igår, påskedag, var vejret særdeles smukt; men inde i skoven holdt frosten hele dagen. For fasanerne er det imidlertid ikke temperaturen, men sollyset, som giver forårsfornemmelserne, og kokkene er som altid svært aggresive i denne tid.

Hvilket aggresivt og forarget blik i øjet på denne kok!
Pas nu dit, og lad os mødes igen til oktober gamle jas. 

I mandags fik vi endelig gjort alvor af at få lavet flis af den stak træ vi lavede ved ydtyndingen på Knotten i sidste måned.
http://farmer.smartlog.dk/elmen-p--vej-tilbage--post421034

Jeg havde selvfølgelig glemt kameraet, så hvis nogen er interesseret i at se et sådant monstrum, er flishuggerens hjemmeside her:
http://www.fynsminiflis.dk/Flishuggeren.html

Fidusen ved denne type flishugger er, at den laver flisen i så små stykker, at mit stokerfyr kan fyre med det. Almindelig flis kan sætte sig fast i indføringen til kedlen, og det skal for en hver pris undgås.

Produktet blev særdeles godt, og ligger nu til eftertørring i korntørreriet;

Men jeg havde overvurderet flishuggerens evne til at tage de større dimentioner, og hvad gør man så, når man kun har taget den lille afgrener-motorsav med?
Joh, Man ringer lige til Ole nede i Karls hus, og flux er hjælpen dér.

Nu er det ikke sådan, at Ole ikke ejer det hus han bor i; men han er så heldig at bo i det hus, hvor Mary og Karl boede indtil en gang i 1980'erne.
I mellemtiden har andre også boet der; men det bliver altså ved med at være Karls hus i mange år endnu. -Uanset hvem som måtte stå skrevet på skødet.
Mary og Karl har jeg skrevet lidt om her:
http://farmer.smartlog.dk/mary--post82504
-Og så kom jeg i tanke om, at jeg tilfældigvis, fra en af vore nære venner, forleden fik mailet en dejlig stak billeder fra et sølvbryllup i september 1955 hos dennes farfar, som samtidig var min bedstefars ven gennem hele livet.

Så her har vi et billede af Karl siddende ved siden af den Store Oluf, som må have sin egen lille historie en anden gang.
Mary er selvfølgelig i køkkenet og er derfor ikke med på billedet.

Mine dengang endnu ikke gifte forældre (derfor sidder de som forlovede, modsat gifte, ved siden af hinanden) var med:

Og mine bedsteforældre var der naturligvis også:

De sidder på hver sin side af Anna, som var faster til hende, som nu giver vores gamle brandtønde en kærlig hånd og passer godt på den:
http://farmer.smartlog.dk/den-gamle-brandt-nde----post441249

Annas og sølvbrudgommens familier har iøvrigt boet i sognet fra før 1662, hvorfra sognet ældste bevarede kirkebøger stammer.
Vi er jo tilflyttere, som først flyttede hertil fra nabosognet i 1844.

Rart med et godt netværk og en vis grad af kontinuitet.

...har haft en lidt omflakkende tilværelse siden brandhuset i sin tid blev nedlagt; men nu er den i gode hænder hos et ægtepar her i landsbyen, som har et helt lille lokalmuseum på ladeloftet.
Det ville også være synd, om tidens tand helt skulle gøre det af med den gamle tønde, som står i original bemaling og det hele:

Der er nu ikke noget at sige til, at ilden undertiden åd både halve og hele landsbyer, når dette var alt, hvad der fandtes af udstyr til at kæmpe mod ildløs i tætbyggede stråtækte gårde og huse.

På det landbrugsmæssige område er situationen den usædvanlige, at der faktisk ikke rigtig er noget der presser sig på i påsken.

Her til aften kom yngste hjem fra landbrugsskolen, og han fik pløjet de yderste 24 meter af den 3.års hundegræs. Jorden er allerede hård og hundegræsset har brugt så meget af forårsvæden i jorden, at det støver for ploven.

Der var kommet en del fremmede græsser ind fra grøftekanten, og da det er frøavl til Japan, som er særdeles kvalitetskrævende, skulle det nødig være de 2 hektar, som fik hele partiet kasseret.

Vi har levnet en halv storsæk udsæd fra stykket med vårhvede, og så kan det blive sået i morgen formiddag. Så kan vi med god samvittighed afvente besøg af de japanske aftagere en gang til sommer.

Næste punkt i markarbejdet bliver at pløje til majs. Men det er endnu alt for koldt for majsen, så det bliver tidligst i ugen efter påske.
Sidste års majsavl blev solgt til et tysk biogasanlæg. Det bliver spændende, om det nye energiforlig medfører, at vi blive energileverandører indenrigs.

Så lykkedes det at få tilsået!
Det er første gang i de 33 år, at jeg har tilsået gården, at vi har kunnet kalde os færdige med forårssåningen i marts.

Aftenstemning fra læssepladsen, hvor vi fylder korn i såmaskinen og pløjetraktoren er hjemme for at tanke og skifte pilot:

Selv udlægget af almindelig raigræs er sået og i morgen bliver det tromlet til.
Her til aften såede vi 5 hektar udlæg af kløvergræs for en nabo, som har det fordelt på flere småstykker, hvilket gør arbejdet stærkt tidskrævende. Det er derfor bedst at så hos ham, når der ikke er en hel masse ugjort arbejde, som presser på.

Rådyrene smuttede over i kæret da maskinlarmen alligevel blev dem for meget. De er ellers ikke bange for traktorer.

Det har været et forrygende godt forårsvejr at så i. Ingen vejrmæssige afbrydelser og maskineriet har fungeret fuldt tilfredsstillende bortset fra et par punkteringer.

Vinterrapsen og hundegræsset er færdiggødet for længst, al hveden og almindelig raigræs til frø er startgødet og tirsdag efter påske strarter vi med at køre gylle på hveden.

Det ser ud til, at vi har fået lagt kornet med den rigtige side op, for her kan et øvet øje se de små nye vårbygplanter stå pænt på rad og række i den mark, hvor vi startede såningen for omkring 14 dage siden: